Besked fra Tuborg Havn: Ro udenom bananen og hold afstand til både og især molehoveder

30. maj 2026 00:23 , af Joan Tilsted

Vi har i dag fået denne mail fra Tuborg Havn:

Kære kajak- og roklubber,
Vi skriver til alle klubber i nærheden af Tuborg Havn, da vi oplever en bekymrende stigning i trafik og adfærd af robåde og kajakker i vores private havn. Om vinteren – når der er stille i havnen - er I faktisk meget velkomne. Men nu i sommer-og højsæsonen skaber den nuværende mængde af roende trafik utryghed for bådejere, gæstesejlere og mange af vores nye sejlere – særligt i kanalen, ved molehovederne og i indsejlingen. Vi går meget op i ”Max 3 knob” hos alle vores sejlere, men en del af jer skyder faktisk en noget hurtigere fart og havnen anvendes ofte som træningsbane, med dertil højtråbende roere i høj hastighed gennem havnebassinet. Dette er fuldstændigt uacceptabelt og vi vil ikke tolerere det længere. Vi har også robåde og kajakker der søger ly i havnen, når vind og bølger står højt. (Flere kom i nød så sent som i går). Vi anmoder om at man tager en vurdering af forholdene inden man går ud. Naturligvis tager altid vi imod folk i nød, men Tuborg Havn bør ikke være et planlagt ”ly af vejret” stop.
For at sikre sikkerhed og orden gælder følgende regler i sommersæsonen (1. april–15. november):

  • Indsejling kræver forudgående tilladelse fra havnekontoret. Henvendelser foregår direkte til havnekontoret på tuborghavn@kdy.dk – tilladelse kan gives ved særlig anledning.
  • Tuborg Havns indsejling og svajebassinet inden for den markerede bølgebryder (“banan”), må ikke bruges til gennemsejling (rødt område på tegning).
  • Ro i stedet udenom ydermolen/bølgebryder og hold afstand til både og især molehoveder.
  • Træning med høj hastighed gennem havnebassinet og højlydt adfærd accepteres ikke.

Se kortet med markeret rødt område, hvor færdsel ikke er tilladt i sommersæsonen.

Vi håber på jeres forståelse og respekt for, at Tuborg Havn er privat. I er meget velkomne uden for sommersæsonen, hvor trafikken er lavere (fra slutningen af oktober) frem til 1. april.

 

PS: Det er stadig lovligt - og det anbefales - at gå indenom bananen i Skovshoved Havn.